Trafiklys med ægte grønt – POLITIKEN 07.02.10
Først var det et problem, at Harrit-Sørensens trafiklys brugte så lidt strøm. Så blev det en fordel – og en verdensomspændende succes.
Det var i 1994, at Thomas Harrit og Nicolai Sørensen hoppede ud af deres bil for at se nærmere på de mange grimme trafiklys på Rødovrevej i København – og fik ideen til et mere enkelt design, der oven i købet sparede masser af penge og CO2.
"Men dengang handlede det kun om æstetik. Vi tænkte ikke over energi og lavvolt og alt det der", husker 46-årige Nicolai Sørensen.
Han og Thomas Harrit havde netop etableret deres designvirksomhed Harrit-Sørensen og var på jagt efter et hul i markedet.
"Vi kørte rundt i Storkøbenhavn for at finde ud af, hvor der manglede at blive tilført noget design. Og ude på Rødovrevej var der en ordentlig dynge af de der gammeldags trafiklys. De så forfærdelige ud, og vi måtte bare ud af bilen for at se på det junk, der knopskød sig ud i kaotiske fuglereder", fortæller Nicolai Sørensen.
I 1994 var der meget fokus på nydesign af gadebelysning, men ingen havde tænkt på lyssignalerne. De havde været stort set uændret siden 1920’erne og virkede meget tunge og klodsede i gadebillederne, især med de store ophæng og den lille buede hat over lyset, der skulle forhindre fantomlys – altså at solen eller billygter får det til at se, at se ud som om det er grønt, når det ikke er det.
Harrit-Sørensen så for deres indre øjne et mere stringent trafiklys med en let kurve, et fladt frontpanel og generelt lodrette linjer. Det ville virke mere harmonisk, fordi de bedre matchede de lodrette linjer i omgivelserne – i byen bygningerne og på landet træerne.
De gik i gang med at tegne, men kunne ikke få de flade linjer til at passe sammen med de almindelige pærer, der dengang var i trafiklysene.
"Det var dér, den kom, ideen om lysdioder. Men det var stadig ikke for miljøets skyld. Man vidste jo dårligt nok, hvad CO2 var dengang. Vi tænkte ikke på lysdioder, fordi de er energibesparende, men fordi de er så små, at de kan kombineres med flatpanel-design", fortæller 49-årige Thomas Harrit.
Designparret var dog bevidste om, at miljøaspektet kunne bruges i markedsføringen og kaldte produktet for Green Light.
Stoppet af en grøn diode
Problemet var dog, at dioderne – eller LED-lys, som de også kaldes – dengang var helt nye og ikke særlig udbredte. Og de to designeres idé viste sig langt sværere at realisere, end de havde ventet.
For det første var der det helt lavpraktiske, at der endnu ikke var nogen grønne dioder. Kun røde og gule. Det danske farvandsdirektorat havde måttet opgive at bruge dioder, og i Japan måtte bilister i forsøgslyskryds køre over for blåt i stedet for grønt.
"Det var noget af en showstopper", siger Nicolai Sørensen – og hans makker fortsætter:
"Vi blev betragtet som naive, fordi vi troede, at der ville komme grønne dioder inden for en ret overskuelig fremtid. Trafikbranchen kunne simpelthen ikke forestille sig noget teknologi, der endnu ikke fandtes – selv om det sagde sig selv, at det måtte komme, når der på ret kort tid var kommet røde og gule dioder", fortæller Harrit.
Samtidig oplevede de to designere, at det i trafikbranchen blev betragtet som en ulempe – ikke en fordel – at Green Light kun brugte en tredjedel så meget strøm som det traditionelle trafiklys.
Branchen var domineret af store enkeltkoncerner, der var meget konservative og i ramme alvor talte om at sætte ekstra modstande ind i Harrit-Sørensens trafiklys, så de kom til at bruge lige så meget strøm som de traditionelle. Det ville være rent spild, men kun på den måde ville de kunne passe sammen med de gamle relæer ude ved vejene, påpegede trafikbranchen.
Det blev heller ikke set som en særlig stor fordel, at Harrit-Sørensens dioder havde lang brændtid. De traditionelle trafiklys skulle skiftes én gang om året – uanset om de var gået eller ej. Det kostede 500-1.000 kroner pr. pære, fordi man skulle ud med en kran hver gang.
Alt i alt ville besparelserne på energi og vedligeholdelse således betyde, at det på lang sigt kunne betale sig at bruge Green Light – selv om det var dyrere i produktion. Men heller ikke det kunne overbevise trafikbranchen.
Branchen slog også syv kors for sig ved tanken om at sløjfe de små buede hatte over de enkelte lyssignaler. De var for integreret en del af det danske gadebillede, mente man. Også selv om dioderne i Green Light jo kunne eliminere risikoen for fantomlys langt mere effektivt end hattene.
"Så vores trafiklys lå og samlede støv i skuffen i flere år", fortæller Thomas Harrit.
Indtil en chefkonsulent hos trafikvirksomheden Peek Trafik sagde op. Samme dag – 23. januar 1998 – ringede han til Harrit og Sørensen og sagde på klingende fynsk: "Så drenge, nu kører vi".
Gennembrud med H.C.Andersen
Manden var Poul Nellemose. Han havde forgæves forsøgt at sine overordnede i Peek Trafik til at investere i Green Light, og ville nu i stedet bygge sin egen iværksættervirksomhed op omkring trafiklyset.
Nu har den grønne diode blevet udviklet, ganske som Harrit og Sørensen havde regnet med. Og parret fik travlt med at re-designe og optimere Green Light, så det kunne bruges alle tænkelige steder – uanset hvor mange højre- og venstrepile og svingbaner, der var.
Nellemose foreslog også nogle forbedringer – ikke mindst en tæller i det røde fodgængerlys, der viste de gående, hvor mange sekunder de skulle vente. Dermed kunne man foruden det miljømæssige og vedligeholdsmæssige også slå på trafiksikkerheden.
Allerede året efter gav Poul Nellemoses gode forbindelser på Fyn bonus. Odense skulle i gang med byforskønnelse op til H.C. Andersens 200 års-dag, og det allerførste Green Light blev sat op over for Odense Teater.
"Vi tog helt glade derned og gik over for grønt igen og igen", husker Nicolai Sørensen.
Så gik det stærkt. Green Light kom i endnu et par lyskryds i Odense, og der blev sat ét op i krydset Gammeltorv-Nytorv i København.
"Det var heldigvis så tæt på Dansk Design Center på H.C. Andersens Boulevard, at nogle derovrefra fik øje på det – og gav os Designprisen år 2000", fortæller Thomas Harrit.
Lettere at sælge grønt design
To år efter fik Harrit-Sørensen EU’s miljøpris. Da var Green Light så småt ved at brede sig til hele landet: Århus kom med, så Aalborg, så Frederiksberg, og så skulle hele Ørestaden have flatpanel-designet, der passede til bygningerne derude.
I mellemtiden er diodelys dog blevet billigere, og det puttes nu i langt de fleste traditionelle trafiklys, både i Danmark og i resten af verden. Det betyder, at der ikke længere er nogen markante miljømæssige eller økonomiske argumenter for at skifte til Green Light. Forskellen handler primært om design. Derfor er det ofte kun på hovedgader og andre udvalgte steder, at kommuner vælger Harrit-Sørensens flatpanel.
En undtagelse er Gentofte Kommune, der som den første i landet har valgt løbende at udskifte alle sine lyssignaler med Green Light. Det skyldes ikke mindst kommunens tradition med fokus på design i gadebilledet, der begyndte med formgiveren Knud V. Engelhardts vejskilte med hjerter over j’erne i 1923. Skilte, der i øvrigt tilbage i 1994 var med til at inspirere Harrit-Sørensen til det lodrette Green Light-design.
Hverken Harrit eller Sørensen er blevet rige af Green Light-successen. Dertil er deres royalties for små. Men de er blevet kendte på produktet, og de er blevet langt mere opmærksomme på de muligheder, der ligger i grønt design.
Senest har de udviklet en lampe til Le Klint, som passer til sparepærer, og nogle sprøjtemaskiner til Hardi International, der reducerer udledningen af sprøjtemidlerne. Og så er de ved at designe miljøvenlig motorvejsbelysning – sammen med Poul Nellemoses nye selskab LEDtraffic.
"Og der er heldigvis sket noget i trafikbranchen – og i Danmark - siden dengang. I dag behøver vi ikke at starte helt forfra, når vi skal forklare, hvorfor det er smart at spare energi og penge samtidig med, at man får lækkert design", siger Nicolai Sørensen.
